Year: 2026

Prøveboliger forlænget

Udstillingen Prøveboliger hos Banja Rathnov Galleri er forlænget.

Videre åbent fra onsdag d. 1. – 4. juli og igen fra onsdag d. 29. juli – 1. august 2026.

Posted on by Lise Posted in no category | Comments Off on Prøveboliger forlænget

Prøveboliger

Velkommen til udstillingen Prøveboliger i butikken hos Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel, Studiestræde 14, Kbh.

Prøveboliger

Fernisering fredag d. 29. maj kl.17-19

Åbent onsdag til fredag kl. 12-17 og lørdag kl. 11-15

Sidste udstillingsdag lødag d. 27. juni 2026

Franskmanden og filosoffen Jacques Lacan var glødende optaget af sproget og det man kan kalde dets psykologiske elementer. Han var del af den strukturalistiske bevægelse tilbage i 1960’erne, og et af de forhold han huskes for er, at det underbevidste  – det ubevidste – viser sig i hullerne i sprogets struktur. At det kommer til udtryk – sætter sig igennem – i fænomener som fortalelsen og i det hele taget i sprækkerne mellem ordene i en persons udsigelse. Han var også optaget af möbius-båndet, en matematisk struktur eller et diagram, hvor det indvendige og udvendige glider ind i hinanden og fortsætter i det uendelige…

Hos Lise Nørholm er sproget også en vigtig bestanddel og har været det helt fra begyndelsen. Hun kombinerer i sit arbejde undersøgelsen af det enkelte tegn og bogstav og engagementet i billedfladens ”formelle (u)muligheder”. Tegnets grafiske og typografiske billedlige udtryk og betydninger. Ofte optræder der huller i værkerne – helt fysisk. Hun har brudt syntaksen op, og i de værker hun viser her, er det kun en rest tilbage, et enkelt ord eller nærmere bogstav – en virkerlighedsreferent. Hun viser os og peger på at vores fortolkninger i virkeligheden er mere sammensatte end som så… og at det konkrete og de konkrete bestanddele ved værkerne er vigtigt.

Gennem årerne – og ikke mindst aktuelt her på udstillingen i butikken – ser vi hos hende en brug af materialer som papir/fotokopi og pap, blyant og Letraset, akryl, gouache og tusch, af filt og uld og af fundne ready-mades som bordben og metalholdere. Hun bevæger sig i sit arbejde ud i det tre-dimensionelle og arbejder også med lagene i det enkelte værk, som når allerede eksisterende indramninger får tilført et stykke filt eller kunstlæder udenpå glasset. 

Når hun har valgt at kalde udstillingen ”Prøveboliger” er det en betoning af værket som ”prøvebolig” for ideer og krop. Sansninger, serialitet, gentagelse, genkendelighed og konkrete mellempositioner  Titlen stammer fra oplevelsen af en 1:1 mock-up af en lejlighed rejst i beton på Amagerfælledvej. En lejlighed til salg… ”Boligen var som et lille parcelhus midt i gruset, en usentimental visualisering af lovede rummeter og en forestilling om bedre udsigter” (Lise Nørholm). Hun tog dengang et foto af bygningen, som nu er blevet afsæt for titlen på udstillingen.

Mette Sterup-Hansen

Posted on by Lise Posted in no category | Comments Off on Prøveboliger

Skitse til `Profiler`

Velkommen til gruppeudstillingen Skitse til Profiler i BONAMATIC. Jeg viser skitser til KULBANE ALLE, en fliseudsmykning ved Vigerslev Allé station, realiseret i 2021.

Udstillingen er kurateret af Jørgen Fog.

Skitse til ‘Profiler’
18. april – 16. maj 2026
Fernisering fredag  17. april kl. 17 – 19

Udstillingen Skitse til ‘Profiler’ tager afsæt i en Peter Louis-Jensen skitse fra 1968 i rød kuglepen og præsenterer en sammensætning af danske billedkunstnere hvis værker på forskellig vis har affinitet til ‘passagen’, et  begreb der også var centralt for Peter Louis-Jensen.
Peter Louis-Jensen hørte til en af dem på Den Eksperimenterende Kunstskole startet i 1961, der i analytisk og teoretisk holdning lå tættest på minimalismen. Han udførte i anden halvdel af 60’erne en lang række skulptur-projekter, heriblandt installationer af objekter og strukturer, som involverede en organisation af det omgivende rum og af beskuerens bevægelse i rummet. For Peter Louis-Jensen var det væsentligt at sammensmelte handling og form og derved indføre en tidsmæssig dimension, både oplevelsesmæssigt og faktisk i en skæring mellem den objektive virkelighed og den subjektive oplevelse.
Passagerne kan med hans egne ord opfattes som ‘transformatorer’  gennem eller forbi kunstnerens værk, og i modtageren før og efter passagen gennem eller forbi dette værk. ”Kun i beskuerens passage gennem passagen realiseres passagen.”
Serien Profiler bestod af et større antal profiler i træ fremstillet til og udstillet på Den nordiske Ungdomsbiennale i Helsinki i 1968. På de dokumenterende fotos fra udstillingen, som blev publiceret i tidsskriftet Billedkunst, ser man et forløb af forskellige profiler fordelt på gulvet, langs paneler, op ad trapper, stillet op ad vægge i og udenfor udstillingsrummene. Profilerne blev kasseret efter udstillingen, skitsen i rød kuglepen og to originale print fra installationen i sort-hvid hænger på denne udstilling. Desuden har Simon Louis-Jensen fået trykt et lille hæfte med de resterende fotos fra negativer af serien.
De øvrige deltagende kunstnere AVPD/Aslak Vibæk & Peter Døssing, Molly Haslund, Christine Melchiors, Lise Nørholm og René Schmidt inddrager arkitektur, byrum, landskab, beskuer og udstillingsrum i skulptur, installation, performance, et realiseret udsmykningsprojekt, akvareller og AI genererede digitale print.
Tak til kunstnerne, Simon Louis-Jensen og Museum Jorn.

Posted on by Lise Posted in no category | Comments Off on Skitse til `Profiler`

10 års jubilæum KH7artspace

Mere end 100 kunstnere viser sort/hvide tegninger på KH7 i anledning stedets 10 års fødselsdag. Jeg har en enkelt tegning med.

Længe leve det kunstnerdrevne og langtidsholdbare!

KH7artspace, Sydhavnsgade 7, 2. 8000 Aarhus C.

Åbning: 21/3. Udstillingsperiode: 22/3 – 18/4, 2026. Åbningstider: tor-lør kl. 14-17.

Posted on by Lise Posted in no category | Comments Off on 10 års jubilæum KH7artspace