TANKEN

Næste gang på tur med TANKEN Vi mødes ved Flexica
(VIA University College, Hellasvej 7, Nørre Nissum, 7620 Lemvig) 
fredag den 13. maj kl. 14.30.

Fredag den 13. maj har du mulighed for at fejre St. bededag med TANKEN ved Flexika i Nørre Nissum. Som altid er vi i godt selskab – denne gang med billedkunstneren Lise Nørholm, der ud over at vise fotos og fortælle os om sit virke som billedkunstner medbringer en hel kuffert fuld af egne værker. Disse værker bliver givetvis omdrejningspunktet for eftermiddagens samtale og handlinger, idet Lise Nørholms syn og sans for alt hvad vi omgiver os med i dagligdagen er helt unikt, og der er nærmest garanti for at du efter denne eftermiddag har fået et nyt syn på de æstetiske kvaliteter i dine omgivelser.
Inspirationen finder Lise Nørholm ofte i forhåndenværende materialer så som ord og billeder plukket fra f.eks. tv, radio, manualer, reklamer, fagbøger m.m. – de mixes, twistes til nye underfundige betydninger, og vokser til tredimensionelle skulpturer, objekter og installationer i samspil med fundne ting og sager så som f.eks. billedrammer, forskellige stativer, bogstøtter, sæbeholdere m.m. Vi befinder os i et legende og samtidig dybt seriøst poetisk visuelt kunstnerisk univers hvori indhold, form og forståelse drilsk vendes på hovedet, men altid går op i en højere ’ny’ enhed.

Lise Nørholm er uddannet fra Skolen for Brugskunst (Danmarks Designskole) i København i 1985 og Det kgl. Danske Kunstakademi i København i 1992. Hun har udstillet vidt og bredt i ind- og udland – i ET4U-regi var hun med på udstillingen ’Wavy Banners’, der blev vist i hovedgaderne i Humlum, Nørre Snede, Vorgod-Barde og Sdr. Nissum i 2013. Hun har desuden lavet flere udsmykninger, senest projektet KULBANE ALLE, ved Vigerslev Allé station i København.

Vi ses i TANKEN – som altid nul entrébetaling, garanti for gode oplevelser.
TANKEN byder på
– en øjenåbner til kunsten – oplæg ved professionelle danske og udenlandske kunstnere
– en genopdagelse af lokalområdet – eventyret venter lige om hjørnet
– en sund gentænkning af ”kaffe & kage” – meld dig til at byde ind med din yndlingssnack/ -kage
– først og fremmest er TANKEN et uformelt og åbent mødested – kom som du er og klæd dig på efter vejret!
ET4Us arbejdsvogn er i denne sammenhæng blevet til TANKEN, hvor vi mødes 20 fredage kl. 14.30-17.00 hen over året 2021-22 på forskellige steder rundt i Lemvig Kommune – find kalender med tid og sted mm. på www.et4u.dk/tanken TANKEN er arrangeret af foreningen ET4U i samarbejde med en lang række institutioner, foreninger og privatpersoner i Lemvig Kommune.
Tak til Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland, Statens Kunstfond, Kulturelt Samråd Lemvig og Jysk Energis Specialpulje for støtte til TANKEN.
TANKEN spreder KUNSTgødning for at fremme væksten af kunst og meningsfulde samtaler – og vi glæder os til også at byde dig velkommen!  
Posted on by Lise This entry was posted in no category. Bookmark the permalink.