KABINE

Velkommen til åbning af udstillingen KABINE søndag d. 1. marts kl 15.

Kunstvinduet, Havneholmen (overfor nr. 80), København.

 

KABINE

Havneholmen får et ekstra møbleret rum.

Udstillingen i marts måned i Kunstvinduet hedder ’KABINE’ og er skabt af Lise Nørholm. Den består af billeder og en readymade i form af en sofa i hvidt kunstlæder, som netop lige passer ind i rummet. Opstillingen er defineret ud fra selve lokaliteten – dette rum i stueplan uden egentlig funktion i et hus fyldt med funktionelle rum. Det er et kig ind til noget, der placerer sig mellem hjem og transit – og som kigger tilbage og ud på beskueren. Forholdende mellem inde og ude er i spil.

Udstillingen kan minde om en kabine i et fly eller et venteværelse, hvor man har mulighed for at bladre i billederne eller måske et rum til eftertænksomhed eller stille fordybelse. Udstillingen er kun tilgængelig for øjet, da man kan ikke fysisk opholde sig i rummet. Elementerne præsenteres i lidt usædvanlige formater og positioneringer, der dog umiddelbart er genkendelige i forhold til begrebet ’hjem’ og praktiske systemer. Lise Nørholm ønsker at pege på det enkelte billedes mere pragmatiske grundvilkår som en slags møblering – også i et rum uden møbler. Værkets suverænitet og den almindelige nytteværdi står ligeledes til diskussion. Billedet er flytbart.

Udstillingen KABINE burde stå åben – men lyset er tændt, så rummet kan ses gennem vinduet dag og nat.

| exhibitionlink

Comments are closed.